a soul without a face?

Hey bloggen. De sidste par dage har været normale. Der er ikke rigtig sket noget nyt.
 Her for nylig kom jeg i kontakt med en gammel veninde, som jeg var meget tæt med engang. Hun var det tætteste, jeg kom på en veninde, og vi havde det rigtig godt sammen. Vi stod ved hinandens side gennem tykt og tynd, og vi vidste altid hvor vi havde hinanden henne. Men som vi blev ældre ændrede vi os begge, og til sidst havde vi ikke særlig meget tilfælles længere. Det kom til et punkt, hvor vi ikke længere havde noget at snakke om, og vi havde ikke længere de samme interesser. Her for nogle uger siden kontaktede hun mig så, og vi faldt i snak. Man skulle tro, at der ikke var sket noget mellem os. Der var ingen akavede øjeblikke, eller noget som helst. Det var faktisk rigtig rart. Jeg havde min gamle veninde tilbage igen, og det føltes skønt. Grunden til, at hun var så vigtig en person i mit liv var, at vi var rigtig tætte. Hun vidste alt om mig og omvendt. Vi kunne altid ringe til hinanden, hvis vi havde problemer eller noget. Hun var virkelig en veninde i verdensklasse, og jeg er glad for, at hun er tilbage i mit liv igen.

 Min gamle veninde kendte mig rigtig godt, jeg var en nøgen sjæl foran hende, og der var ikke ret mange ting jeg kunne holde skjult for hende. Hun var den der kendte mig allerbedst, hun kendte mig ind og ud. Af alle de veninder jeg havde, var det kun hende, som egentligt kendte mig. Selvfølgelig vidste mine veninder en del om mig, såsom hvad der ville sætte mit pis i kog, og hvilke knapper man skal trykke på, hvis man ville gøre mig overlykkelig. De kendte mig overfladisk, hvis man sige det på den måde. For de vidste ikke rigtig hvad der foregik i hovedet på mig, de kendte ikke til mine dybe hemmeligheder, eller mine følelser. For dem følte jeg mig bare som et ansigt uden sjæl.
De kendte mig jo egentligt ikke.

Jeg har aldrig fortalt mine dybe følelser til nogle, udover min gamle veninde. Jeg snakkede aldrig om mine følelser, det var noget privat, som ingen havde behov for at høre om. Jeg har altid været et menneske, som skjulte mine følelser. Plejede aldrig at græde foran nogen, eller fortælle nogen at jeg var trist og ked af det. Det kunne aldrig falde mig ind. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at jeg er en meget privat person, og en meget stærk person. Min familie og venner ved, at jeg er typen der ikke tager lort fra nogle, og ikke er bange for, at sige min mening. De ville blive meget overrasket over at høre, at jeg nemt bliver ked af det, og at jeg er meget følsom.

Dette fik mig til at tænke: hvor godt kender vi egentligt hinanden? Nu til dags begynder folk virkelig at tænke på sig selv, der er ikke længere noget, der hedder venskab og loyalitet. Jeg har gang på gang oplevet, at en veninde jeg stolte på forrårede mig. Jeg har oplevet, at mine veninder blev forrået af deres veninder. Hvad sker der for det? Er det ikke ens veninder, som betyder allermest? Venskaber er ikke hvad det har været. Måske er det på grund af vores alder? Altså, jo ældre jeg bliver, jo mindre stoler jeg på folk. Forstå mig ret. Da jeg var omkring de 15 år gammel, stolte jeg blindt på mine veninder. De ville da aldrig forråde mig, bagtale mig, eller vende mig ryggen. Vi skulle da være bedsteveninder for altid. BFF's. Men jo ældre jeg blev, fik jeg bekræftet gang på gang, at man altså ikke skal stole på nogen blindt. Man skal passe virkelig meget på, med hensyn til hvem man stoler på. Loyalitet og alt det andet har ikke den samme betydning, som den engang havde.
 Måske er det fordi, vi egentligt ikke vidste hvad loyalitet gik ud på dengang? Da jeg var 15 år gammel, var loyalitet for mig, at min veninde ikke sagde mine hemmeligheder videre til andre, og at hun ikke snakkede om mig bag min ryg. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har venskab en større betydning. En veninde er én, som altid er der for mig. Lige meget hvad tid det er jeg ringer til hende, så skal hun være der for mig. En veninde er én, som græder med mig når jeg er trist, og ikke dømmer mig for hvad jeg har gjort før i tiden. Én, som ikke kun siger hvad jeg vil høre, men også fortæller den barske sandhed når jeg selv vender den anden kind til. Én, som siger tingene som de er for min egen skyld, også selvom jeg ikke vil høre den. Et forhold til en sand veninde, er et forhold man har til sin søster; man kommer til at skændes en del, men man ved, at man kommer over det igen. En veninde i verdensklasse er en veninde, som man ikke kan forestille sig uden. Hvor mange af de veninder har du?

For svag?

Hvordan afgøre man, om ens forhold er kommet til en ende? At det er tid til at gå fra sin partner? Jeg er så forvirret, at det gør ond. Intet forhold er perfekt, intet forhold er en dans på roser - det er jeg klar over. Men hvor meget er 'normalt', når det kommer til at skændes i et forhold? Har tit fået nok af det hele, pakket mine ting og sagt mine sidste ord. Men er altid kommet tilbage, for jeg elsker ham mere end noget andet. Hver gang jeg har fået nok, tænker jeg klart: det her går simpelthen ikke. Men han har altid været god med ord, og har altid været god til at snakke sig tilbage til mig. Ved godt jeg ikke burde tage tilbage til ham, at nok er nok, men jeg kan ikke uden ham. Det gær ondt på mig bare at tænkte på et liv uden ham. Er jeg for svag? Tit føler jeg, at jeg fortjener bedre og ikke er lykkelig. Men er gået hen og blevet afhængig af ham. Har brug for ham, og det er det jeg hader. At jeg ikke kan uden ham. Tja, så er jeg vel svag... Ville ønske jeg bare kunne være stærk nok til, at gå fra ham permanent. Men det kan jeg ikke...

No words

Ved ikke hvor jeg skal begynde. Mit liv de sidste par uger har været hektiske. Har arbejdet en hel del - både morgen og aften. Har arbejdet to steder på en dag, så har været helt udmattet om aftnen efter arbejde, og faldt i søvn blot to timer efter. Det har taget hårdt på mit ægteskab med min mand. Vi har ikke tid til hinanden længere (han laver ikke noget specielt, er bare aldrig hjemme), og når vi endelig er sammen om aftenen, er en af os for udmattet og falder i søvn. Vi har ikke haft en normal samtale i ugevis, kan ikke huske hvornår vi sidst snakkede sammen som vi plejede at gøre. Det er blevet så slemt, at jeg ikke aner hvad jeg skal snakke med ham om, når vi endelig er sammen.
Vi har skændes utrolig sammen de sidste par uger, jeg pakkede mine ting og tog hjem til min mor, fordi vi bare ikke kunne sammen. Har ikke kunnet koncentrere mig på arbejdet eller når jeg var sammen med veninderne eller familien, fordi problemerne mellem min mand og jeg. Så det hele har bare været utrolig svært for mig. Der er ikke én dag, hvor jeg ikke har grædt. Har snakket med ham, og vi fik løst vores problemer (sådan cirka), og vi har ikke skændes i to dage nu (to dage er meget lang tid for os!!), så alt burde være perfekt. Men det er det ikke. Er så ked af det, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Vores forhold er bare ikke som det har været, og det gør utrolig ondt på mig. Det jeg elskede ham allermest for, var st vi kunne snakke sammen om alt, at vi kunne bruge flere timer på at snakke sammen. At vi fortalte hinanden alt. Han var min bedste ven, havde ikke brug for andre end ham. Og nu skal jeg tvinge mig selv til at snakke med ham, for der er intet at sige. Han er så optaget af alt muligt andet, at han ikke mærker den akavede stemning mellen os. Jeg er seriøst så trist. Det er ikke det samme mellem os, og det dræber mig. Hvad er der tilbage, hvis vi ikke kan snakke sammen?

Preggers?????

Hey bloggen. Jeg har været syg de sidste par dage, og har bare ligget i sengen og set film for det meste. Jeg har haft en underlig trang til alle mulige ting. Stod op en morgen, og havde lyst til frugtsalat. Dagen efter havde jeg utrolig meget lyst til lagkage, og en masse flødeskum. Det underlige er så, at jeg slet ikke kan lide flødeskum! De sidste par dage har jeg haft lyst til noget saltet. Spiser agurker med salt, appelsiner med lidt salt drysset på. Ved ikke hvad der sker for mig. Prikken over i'et er, at jeg har haft kvalme!!! Der går ikke én dag hvor jeg ikke har kvalme. Ååååååååh, har en tid hos lægen om tre dage, er spændt på hvad han siger.

Nå, men nu vil jeg smutte hen og spise den (u)lækre lagkage, som min mand har lavet til mig. Den ser lækker ud, men flædeskummet ødelægger lidt det hele. Nå, men nu skal jeg hygge med min skat. Mys myyyyys

Trist

Fortryder de sidste fire måneder af mit liv. Fortryder, at jeg var så ivrig efter, at tilbringe resten af mit liv med ham. Ville ønske, at de sidste to måneder bare var en drøm. Et mareridt, som jeg snart ville vågne fra...

Hverken tåre eller kræfter tilbage

Ja, ved ikke hvor jeg skal begynde. De første fire måneder i 2013 er fløjet afsted. Har haft mine aller sidste terminsprøver, et venskab, som varede syv år sluttede på en meget dramatisk måde, også er jeg blevet gift. Ja, det lyder nok meget mærkeligt, men ja, jeg er en gift kvinde nu. Jeg blev gift med min kæreste gennem 3.5 år, og vi har det skønt. Eller, det havde vi.
Vi har kun været gift i to måneder, og alligevel har vi formået at skændtes mere end et gammelt ægtepar. Jeg synes ikke rigtig, at der har været de helt store forandringer i mit liv, efter jeg blev gift. Det eneste er nok, at jeg ikke ser min familie så tit længere, og at der forlanges mere af mig nu.
Det har gået meget ned ad bakke for os, og jeg tror det skyldes, at min mand ikke helt har fået det ind i hovedet, at vi er gift. Jeg forlanger, at han ikke er ude hele dagen, at han kommer hjem tidligt, og at han gør sit for at få det her ægteskab til at fungere. Men det synes jeg ikke rigtig at han gør. Han lever stadig livet, som han gjorde da vi bare var kærester. Han har ille indset alvoren i at være gift. Og det er så træls. Jeg er på randen til allerede at give op. Jeg har længtes efter at blive gift, men dette var ikke hvad jeg ønskede. Jeg har hverken flere tårer eller kræfter tilbage til at skændtes med ham. Jeg er så træt af det hele. Hvis jeg vidste, at mit liv ville være sådan her, ville jeg ikke ha' sagt ja til at blive gift med ham.
Jeg elsker ham utrolig højt, men jeg elsker mig selv højere. Vil ikke bruge mit liv på, at vente på han skal blive voksen og tage det alvorligt. Vil ikke bruge resten af mit liv på at ligge hver aften og græde over ham. Så vil jeg meget hellere skilles med ham, og græde over et knust hjerte. For som man siger: et knust hjerte heles med tiden. Og jeg skal nok blive lykkelig en dag, med eller uden ham.

is it over?

Jaa, så sidder jeg her i mørket igen. Trist og tom. Alt er så anderledes denne gang. Det er ikke som de andre gange, hvor jeg har skændtes med min kæreste. Jeg plejer at være rigtig ked af det, og få tårer i øjnene bare ved tanken om ham. Men sådan er det ikke denne gang. Den her gang er alt anderledes, jeg ved at det ikke kommer til at gå mellem os længere, men alligevel er jeg ikke såå ked af det, som jeg plejer at være.
 Okay, det lyder lidt underligt det her, og I undre jer nok over, hvilket forhold vi har. Men jeg er typen, som bliver trist, hver gang jeg har skændtes med min kæreste - også selvom jeg selvfølgelig med sikkerhed ved, at vi finder sammen igen. Det underlige er, at nu ved jeg med sikkerhed, at vi ikke finder sammen, på grund af alle de problemer vi har. Det underlige er så, at jeg har en del at miste .. Ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Kender I det, når I har en masse tanker der flyver rundt i hovedet på jer, men ikke kan få dem ud?
 Det er meningen, at min kæreste og jeg skal giftes her til vinterferien (dvs. om én måned). Enhver pige, som vil gå fra deres forlovede én måned inden brylluppet, burde vel føle et eller andet? Vi har været forlovet længe nu, og vores bryllup er blevet udsat flere gange. Måske er det derfor, at jeg ikke er såå ked af det, som jeg måske burde være? Har bare altid haft det i min underbevidsthed - at det ikke ville gå. At vi aldrig kommer til at blive gift. Føler jeg tvinger min skæbne til sådan som jeg selv vil have det. Ved godt det sikkert ingen mening giver, men jeg er også såååå forvirret.

 Jeg elsker ham så utrolig højt, men ved ikke om han egentligt er den mand jeg vil leve med resten af livet? Jo, kærlighedsmæssigt finder jeg nok aldrig én, som kan elske mig som han gør. Han er virkelig den mest fantastiske fyr nogensinde. Hvis jeg kunne vælge hvem som helst at giftes med, ville det være ham. Men er det sådan en mand jeg vil giftes med?? Som jeg skrev i mit forrige indlæg, så vil jeg giftes med en mand, som vil mig det bedste - religionmæssigt. En mand, som holder mig væk fra de dårlige ting, en mand som skubber mig til mine bønner, en mand som vil blive til et bedre menneske sammen med mig. Men det tror jeg ikke han er klar til.
 For hans skyld droppede jeg hele bryllups-halløjet. Altså, jeg droppede det smukke kæmpe lokale, skar gæstelisten ned fra 350 til 50, og brudkjolen. Brudekjole. Det føles så underligt at sige. Jeg har ikke rigtig tænkt over, at det er noget, som jeg absolut skal have. Fordi vi ikke havde tid nok til at planlægge et kæmpe bryllup, opgav jeg næsten alt. Jeg gjorde alt for hans skyld, og glemte mig selv. Selfølgelig vil jeg have et kæmpe bryllup, men alle de jeg holder af omkring mig. Familie, venner, barndomsvenner osv. Og selvfølgelig vil jeg have en smuk brudekjole på. Det er enhver piges drøm. Men alt det måtte jeg give slip på, for at blive gift med ham nu. Ellers skulle jeg vente i flere år. Jeg har gjort alt for at han skal være min mand, at jeg har glemt mig selv.Vil jeg virkelig giftes med ham? Er han virkelig dét værd? Det er bl.a. de tanker der kører rundt i mit hovede.

Jeg elsker ham højere end jeg troede var muligt. Han er mit et og alt, men jeg elsker ham ikke højere end jeg elsker mig selv. Jeg har glemt hvem jeg er. I de år, jeg har været sammen med ham, har jeg gjort alt for at vores forhold skulle være godt. Men måske er det på tide, at tænke på mig selv? Jeg ved inderst inde, at han ikke er den rette for mig. Men det er bare så utrolig svært for mig, at indse det. Jeg har en tendens til, at strejfe tanken væk. Han er jo ikke hvem-som-helst, han er drengen, som jeg har delt absolut alt med i de seneste år. Det er utrolig hårdt for mig, at indse han ikke er den jeg skal leve resten af mit liv med. Jeg elsker ham så højt, at det gør ondt. Derfor er det så svært, at forestille mig et liv uden ham, når han er hele mit liv. Han er hele min verden, og ved ikke om jeg kan uden ham..

... we're getting married ... eller ikke.

Har siddet og stirret på min skærm i nogle minutter nu. Læser den samme sætning igen og igen. Selvom jeg ved, at han ikke er den rette for mig, er det svært at slutte vores forhold.

 Kan mærke at følelserne er ved at tage over, så jeg stopper her. Tak fordi I gad at læse med, havde brug for at komme ud med det. <3

depressed, sad & unhappy

Jeg har haft nogle rigtige gode dage, med alt fra veninde-hygge, surprise party for min søster, og dejlige dage med min kæreste. Men her i dag fik jeg bare nedtur på.
 Min kæreste, som jeg har været sammen med i mange år efterhånden, friede til mig for ca. 9 måneder siden. Mange mener, at jeg er alt for ung til at være gift, men sådan føler jeg overhovedet ikke. Når to mennesker har været sammen i flere år, og de begge dybt inde i hjertet ved, at de skal være sammen resten af livet, hvad er problemet så i, at de gifter sig? Synes det er vildt latterligt, at folk skal dømme på den måde. En pige/dreng er klar til at gifte sig, når han/hun føler sig klar. Og det gør jeg, derfor sagde jeg ja til ham. Vi har derfor sat en dato - vinterferien i næste måned. Jeg er overlykkelig og kan simpelthen ikke vente til at leve mit liv sammen med ham. Kan ikke vente til at stå op ved hans side hver morgen, og falde i søvn ved hans side hver aften. Bar tanken om, at han er det første og sidste jeg ser hver dag, giver mig et smil på læben. Elsker følelsen af, at vide med sikkerhed, at han altid vil være der. Ligemeget hvor meget man har skændtes, ved man, at man kommer til at sove i samme seng i slutningen af aftenen. Og det et dét jeg ser frem til.
 Men her på det sidste har han bare givet udtryk for, at han ikke rigtig magter noget. Altså det kræver rigtig meget at planlægge et bryllup. Nu skal vi kun holde noget småt for de tætteste, men alligevel. Der skal penge til, kjolen skal syes, frisør tiden skal bestilles osv osv osv. Og hver gang jeg bringer emnet på bane, skifter han emne. Han gider aldrig at snakke om det, så ved ikke om han er ved at fortryde, eller hvad der er med ham? Det er såå frustrerende at han ikke gider at kommunikere med mig. Jeg har ventet hele mit liv på denne dag. Enhver pige har tænkt over sin bryllupsdag i årevis, lige fra man var helt lille. Så selvfølgelig er jeg oppe at køre over, at det allerede er i næste måned. Det er en drøm, som går i opfyldelse. Naturligvis forventer jeg ikke, at han skal være lige så begejstret over det, som jeg er. Men han kunne i det mindste tale med mig om det. Jeg kan ikke planlægge det hele selv, jeg har brug for ham ved min side. Det er en stor ting, og gider ikke at se tilbage på min bryllupsdag om 50 år, og tænke at jeg nærmest tvang min kæreste til at blive gift med mig? For det føler jeg lidt jeg gør. Han gider ikke at snakke om det, eller at planlægge det - derfor føler jeg, at jeg skal tvinge ham til at snakke om det. Og får et indtryk af, at han faktisk ikke gider at giftes alligevel.
 Dét gør mig rigtig ked af det. Jeg elsker ham så højt, mere end nogen anden. Han er den eneste, jeg vil dele mit liv med. Kan virkelig ikke se mig selv uden ham. Han er min bedste ven og min bedre halvdel. Synes ikke han kan gøre dette mod mig, det fortjener jeg ikke. Ingen pige fortjener, at blive behandlet på den måde. På grund af hans være måde, mister jeg lysten til at ville giftes med ham. Man burde være glade og lykkelige, når man planlægger et bryllup. Men det er vi overhovedet ikke. Måske skulle vi bare aflyse alt?
 Når jeg bliver gift, vil jeg begynde at tage min religion mere seriøst, og har derfor brug for en mand der vil gøre det samme. Og det har jeg svært ved at tro, at min kæreste vil. Der er bare så mange tegn på, at det ikke vil gå mellem ham og jeg. Måske er det bare mig, som vender den anden kind til alle tegnene? Jeg ved godt, at vi skal arbejde rigtig hårdt for at få vores ægteskab til at køre, men er jeg sikker på at det vil gå mellem os? Vi har været sammen i mange år, og vi elsker hinanden himmel højt, at det næsten blev en selvfølge at vi skulle giftes. Måske skulle jeg bare sidde ned og virkelig tænke over, om det egentligt er mig og ham? Tanken om han ikke skal være i mit liv, gør mig ked af det. Men måske er jeg bare blevet alt for afhængig af ham? Hvordan kan man skelne mellem at elske og at være afhængig?  Og hvad sker der, når man ikke længere kan skelne mellem de to ting???

 Jeg sidder i mit væresele på gulvet, og har fået ondt i ryggen af at læne mig op ad væggen. Tror det er på tide at smutte i seng. Godnat søde læsere, tak fordi I gad at læse med. <3