is it over?

Jaa, så sidder jeg her i mørket igen. Trist og tom. Alt er så anderledes denne gang. Det er ikke som de andre gange, hvor jeg har skændtes med min kæreste. Jeg plejer at være rigtig ked af det, og få tårer i øjnene bare ved tanken om ham. Men sådan er det ikke denne gang. Den her gang er alt anderledes, jeg ved at det ikke kommer til at gå mellem os længere, men alligevel er jeg ikke såå ked af det, som jeg plejer at være.
 Okay, det lyder lidt underligt det her, og I undre jer nok over, hvilket forhold vi har. Men jeg er typen, som bliver trist, hver gang jeg har skændtes med min kæreste - også selvom jeg selvfølgelig med sikkerhed ved, at vi finder sammen igen. Det underlige er, at nu ved jeg med sikkerhed, at vi ikke finder sammen, på grund af alle de problemer vi har. Det underlige er så, at jeg har en del at miste .. Ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Kender I det, når I har en masse tanker der flyver rundt i hovedet på jer, men ikke kan få dem ud?
 Det er meningen, at min kæreste og jeg skal giftes her til vinterferien (dvs. om én måned). Enhver pige, som vil gå fra deres forlovede én måned inden brylluppet, burde vel føle et eller andet? Vi har været forlovet længe nu, og vores bryllup er blevet udsat flere gange. Måske er det derfor, at jeg ikke er såå ked af det, som jeg måske burde være? Har bare altid haft det i min underbevidsthed - at det ikke ville gå. At vi aldrig kommer til at blive gift. Føler jeg tvinger min skæbne til sådan som jeg selv vil have det. Ved godt det sikkert ingen mening giver, men jeg er også såååå forvirret.

 Jeg elsker ham så utrolig højt, men ved ikke om han egentligt er den mand jeg vil leve med resten af livet? Jo, kærlighedsmæssigt finder jeg nok aldrig én, som kan elske mig som han gør. Han er virkelig den mest fantastiske fyr nogensinde. Hvis jeg kunne vælge hvem som helst at giftes med, ville det være ham. Men er det sådan en mand jeg vil giftes med?? Som jeg skrev i mit forrige indlæg, så vil jeg giftes med en mand, som vil mig det bedste - religionmæssigt. En mand, som holder mig væk fra de dårlige ting, en mand som skubber mig til mine bønner, en mand som vil blive til et bedre menneske sammen med mig. Men det tror jeg ikke han er klar til.
 For hans skyld droppede jeg hele bryllups-halløjet. Altså, jeg droppede det smukke kæmpe lokale, skar gæstelisten ned fra 350 til 50, og brudkjolen. Brudekjole. Det føles så underligt at sige. Jeg har ikke rigtig tænkt over, at det er noget, som jeg absolut skal have. Fordi vi ikke havde tid nok til at planlægge et kæmpe bryllup, opgav jeg næsten alt. Jeg gjorde alt for hans skyld, og glemte mig selv. Selfølgelig vil jeg have et kæmpe bryllup, men alle de jeg holder af omkring mig. Familie, venner, barndomsvenner osv. Og selvfølgelig vil jeg have en smuk brudekjole på. Det er enhver piges drøm. Men alt det måtte jeg give slip på, for at blive gift med ham nu. Ellers skulle jeg vente i flere år. Jeg har gjort alt for at han skal være min mand, at jeg har glemt mig selv.Vil jeg virkelig giftes med ham? Er han virkelig dét værd? Det er bl.a. de tanker der kører rundt i mit hovede.

Jeg elsker ham højere end jeg troede var muligt. Han er mit et og alt, men jeg elsker ham ikke højere end jeg elsker mig selv. Jeg har glemt hvem jeg er. I de år, jeg har været sammen med ham, har jeg gjort alt for at vores forhold skulle være godt. Men måske er det på tide, at tænke på mig selv? Jeg ved inderst inde, at han ikke er den rette for mig. Men det er bare så utrolig svært for mig, at indse det. Jeg har en tendens til, at strejfe tanken væk. Han er jo ikke hvem-som-helst, han er drengen, som jeg har delt absolut alt med i de seneste år. Det er utrolig hårdt for mig, at indse han ikke er den jeg skal leve resten af mit liv med. Jeg elsker ham så højt, at det gør ondt. Derfor er det så svært, at forestille mig et liv uden ham, når han er hele mit liv. Han er hele min verden, og ved ikke om jeg kan uden ham..

... we're getting married ... eller ikke.

Har siddet og stirret på min skærm i nogle minutter nu. Læser den samme sætning igen og igen. Selvom jeg ved, at han ikke er den rette for mig, er det svært at slutte vores forhold.

 Kan mærke at følelserne er ved at tage over, så jeg stopper her. Tak fordi I gad at læse med, havde brug for at komme ud med det. <3

depressed, sad & unhappy

Jeg har haft nogle rigtige gode dage, med alt fra veninde-hygge, surprise party for min søster, og dejlige dage med min kæreste. Men her i dag fik jeg bare nedtur på.
 Min kæreste, som jeg har været sammen med i mange år efterhånden, friede til mig for ca. 9 måneder siden. Mange mener, at jeg er alt for ung til at være gift, men sådan føler jeg overhovedet ikke. Når to mennesker har været sammen i flere år, og de begge dybt inde i hjertet ved, at de skal være sammen resten af livet, hvad er problemet så i, at de gifter sig? Synes det er vildt latterligt, at folk skal dømme på den måde. En pige/dreng er klar til at gifte sig, når han/hun føler sig klar. Og det gør jeg, derfor sagde jeg ja til ham. Vi har derfor sat en dato - vinterferien i næste måned. Jeg er overlykkelig og kan simpelthen ikke vente til at leve mit liv sammen med ham. Kan ikke vente til at stå op ved hans side hver morgen, og falde i søvn ved hans side hver aften. Bar tanken om, at han er det første og sidste jeg ser hver dag, giver mig et smil på læben. Elsker følelsen af, at vide med sikkerhed, at han altid vil være der. Ligemeget hvor meget man har skændtes, ved man, at man kommer til at sove i samme seng i slutningen af aftenen. Og det et dét jeg ser frem til.
 Men her på det sidste har han bare givet udtryk for, at han ikke rigtig magter noget. Altså det kræver rigtig meget at planlægge et bryllup. Nu skal vi kun holde noget småt for de tætteste, men alligevel. Der skal penge til, kjolen skal syes, frisør tiden skal bestilles osv osv osv. Og hver gang jeg bringer emnet på bane, skifter han emne. Han gider aldrig at snakke om det, så ved ikke om han er ved at fortryde, eller hvad der er med ham? Det er såå frustrerende at han ikke gider at kommunikere med mig. Jeg har ventet hele mit liv på denne dag. Enhver pige har tænkt over sin bryllupsdag i årevis, lige fra man var helt lille. Så selvfølgelig er jeg oppe at køre over, at det allerede er i næste måned. Det er en drøm, som går i opfyldelse. Naturligvis forventer jeg ikke, at han skal være lige så begejstret over det, som jeg er. Men han kunne i det mindste tale med mig om det. Jeg kan ikke planlægge det hele selv, jeg har brug for ham ved min side. Det er en stor ting, og gider ikke at se tilbage på min bryllupsdag om 50 år, og tænke at jeg nærmest tvang min kæreste til at blive gift med mig? For det føler jeg lidt jeg gør. Han gider ikke at snakke om det, eller at planlægge det - derfor føler jeg, at jeg skal tvinge ham til at snakke om det. Og får et indtryk af, at han faktisk ikke gider at giftes alligevel.
 Dét gør mig rigtig ked af det. Jeg elsker ham så højt, mere end nogen anden. Han er den eneste, jeg vil dele mit liv med. Kan virkelig ikke se mig selv uden ham. Han er min bedste ven og min bedre halvdel. Synes ikke han kan gøre dette mod mig, det fortjener jeg ikke. Ingen pige fortjener, at blive behandlet på den måde. På grund af hans være måde, mister jeg lysten til at ville giftes med ham. Man burde være glade og lykkelige, når man planlægger et bryllup. Men det er vi overhovedet ikke. Måske skulle vi bare aflyse alt?
 Når jeg bliver gift, vil jeg begynde at tage min religion mere seriøst, og har derfor brug for en mand der vil gøre det samme. Og det har jeg svært ved at tro, at min kæreste vil. Der er bare så mange tegn på, at det ikke vil gå mellem ham og jeg. Måske er det bare mig, som vender den anden kind til alle tegnene? Jeg ved godt, at vi skal arbejde rigtig hårdt for at få vores ægteskab til at køre, men er jeg sikker på at det vil gå mellem os? Vi har været sammen i mange år, og vi elsker hinanden himmel højt, at det næsten blev en selvfølge at vi skulle giftes. Måske skulle jeg bare sidde ned og virkelig tænke over, om det egentligt er mig og ham? Tanken om han ikke skal være i mit liv, gør mig ked af det. Men måske er jeg bare blevet alt for afhængig af ham? Hvordan kan man skelne mellem at elske og at være afhængig?  Og hvad sker der, når man ikke længere kan skelne mellem de to ting???

 Jeg sidder i mit væresele på gulvet, og har fået ondt i ryggen af at læne mig op ad væggen. Tror det er på tide at smutte i seng. Godnat søde læsere, tak fordi I gad at læse med. <3