For svag?

Hvordan afgøre man, om ens forhold er kommet til en ende? At det er tid til at gå fra sin partner? Jeg er så forvirret, at det gør ond. Intet forhold er perfekt, intet forhold er en dans på roser - det er jeg klar over. Men hvor meget er 'normalt', når det kommer til at skændes i et forhold? Har tit fået nok af det hele, pakket mine ting og sagt mine sidste ord. Men er altid kommet tilbage, for jeg elsker ham mere end noget andet. Hver gang jeg har fået nok, tænker jeg klart: det her går simpelthen ikke. Men han har altid været god med ord, og har altid været god til at snakke sig tilbage til mig. Ved godt jeg ikke burde tage tilbage til ham, at nok er nok, men jeg kan ikke uden ham. Det gær ondt på mig bare at tænkte på et liv uden ham. Er jeg for svag? Tit føler jeg, at jeg fortjener bedre og ikke er lykkelig. Men er gået hen og blevet afhængig af ham. Har brug for ham, og det er det jeg hader. At jeg ikke kan uden ham. Tja, så er jeg vel svag... Ville ønske jeg bare kunne være stærk nok til, at gå fra ham permanent. Men det kan jeg ikke...

No words

Ved ikke hvor jeg skal begynde. Mit liv de sidste par uger har været hektiske. Har arbejdet en hel del - både morgen og aften. Har arbejdet to steder på en dag, så har været helt udmattet om aftnen efter arbejde, og faldt i søvn blot to timer efter. Det har taget hårdt på mit ægteskab med min mand. Vi har ikke tid til hinanden længere (han laver ikke noget specielt, er bare aldrig hjemme), og når vi endelig er sammen om aftenen, er en af os for udmattet og falder i søvn. Vi har ikke haft en normal samtale i ugevis, kan ikke huske hvornår vi sidst snakkede sammen som vi plejede at gøre. Det er blevet så slemt, at jeg ikke aner hvad jeg skal snakke med ham om, når vi endelig er sammen.
Vi har skændes utrolig sammen de sidste par uger, jeg pakkede mine ting og tog hjem til min mor, fordi vi bare ikke kunne sammen. Har ikke kunnet koncentrere mig på arbejdet eller når jeg var sammen med veninderne eller familien, fordi problemerne mellem min mand og jeg. Så det hele har bare været utrolig svært for mig. Der er ikke én dag, hvor jeg ikke har grædt. Har snakket med ham, og vi fik løst vores problemer (sådan cirka), og vi har ikke skændes i to dage nu (to dage er meget lang tid for os!!), så alt burde være perfekt. Men det er det ikke. Er så ked af det, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Vores forhold er bare ikke som det har været, og det gør utrolig ondt på mig. Det jeg elskede ham allermest for, var st vi kunne snakke sammen om alt, at vi kunne bruge flere timer på at snakke sammen. At vi fortalte hinanden alt. Han var min bedste ven, havde ikke brug for andre end ham. Og nu skal jeg tvinge mig selv til at snakke med ham, for der er intet at sige. Han er så optaget af alt muligt andet, at han ikke mærker den akavede stemning mellen os. Jeg er seriøst så trist. Det er ikke det samme mellem os, og det dræber mig. Hvad er der tilbage, hvis vi ikke kan snakke sammen?