a soul without a face?

Hey bloggen. De sidste par dage har været normale. Der er ikke rigtig sket noget nyt.
 Her for nylig kom jeg i kontakt med en gammel veninde, som jeg var meget tæt med engang. Hun var det tætteste, jeg kom på en veninde, og vi havde det rigtig godt sammen. Vi stod ved hinandens side gennem tykt og tynd, og vi vidste altid hvor vi havde hinanden henne. Men som vi blev ældre ændrede vi os begge, og til sidst havde vi ikke særlig meget tilfælles længere. Det kom til et punkt, hvor vi ikke længere havde noget at snakke om, og vi havde ikke længere de samme interesser. Her for nogle uger siden kontaktede hun mig så, og vi faldt i snak. Man skulle tro, at der ikke var sket noget mellem os. Der var ingen akavede øjeblikke, eller noget som helst. Det var faktisk rigtig rart. Jeg havde min gamle veninde tilbage igen, og det føltes skønt. Grunden til, at hun var så vigtig en person i mit liv var, at vi var rigtig tætte. Hun vidste alt om mig og omvendt. Vi kunne altid ringe til hinanden, hvis vi havde problemer eller noget. Hun var virkelig en veninde i verdensklasse, og jeg er glad for, at hun er tilbage i mit liv igen.

 Min gamle veninde kendte mig rigtig godt, jeg var en nøgen sjæl foran hende, og der var ikke ret mange ting jeg kunne holde skjult for hende. Hun var den der kendte mig allerbedst, hun kendte mig ind og ud. Af alle de veninder jeg havde, var det kun hende, som egentligt kendte mig. Selvfølgelig vidste mine veninder en del om mig, såsom hvad der ville sætte mit pis i kog, og hvilke knapper man skal trykke på, hvis man ville gøre mig overlykkelig. De kendte mig overfladisk, hvis man sige det på den måde. For de vidste ikke rigtig hvad der foregik i hovedet på mig, de kendte ikke til mine dybe hemmeligheder, eller mine følelser. For dem følte jeg mig bare som et ansigt uden sjæl.
De kendte mig jo egentligt ikke.

Jeg har aldrig fortalt mine dybe følelser til nogle, udover min gamle veninde. Jeg snakkede aldrig om mine følelser, det var noget privat, som ingen havde behov for at høre om. Jeg har altid været et menneske, som skjulte mine følelser. Plejede aldrig at græde foran nogen, eller fortælle nogen at jeg var trist og ked af det. Det kunne aldrig falde mig ind. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at jeg er en meget privat person, og en meget stærk person. Min familie og venner ved, at jeg er typen der ikke tager lort fra nogle, og ikke er bange for, at sige min mening. De ville blive meget overrasket over at høre, at jeg nemt bliver ked af det, og at jeg er meget følsom.

Dette fik mig til at tænke: hvor godt kender vi egentligt hinanden? Nu til dags begynder folk virkelig at tænke på sig selv, der er ikke længere noget, der hedder venskab og loyalitet. Jeg har gang på gang oplevet, at en veninde jeg stolte på forrårede mig. Jeg har oplevet, at mine veninder blev forrået af deres veninder. Hvad sker der for det? Er det ikke ens veninder, som betyder allermest? Venskaber er ikke hvad det har været. Måske er det på grund af vores alder? Altså, jo ældre jeg bliver, jo mindre stoler jeg på folk. Forstå mig ret. Da jeg var omkring de 15 år gammel, stolte jeg blindt på mine veninder. De ville da aldrig forråde mig, bagtale mig, eller vende mig ryggen. Vi skulle da være bedsteveninder for altid. BFF's. Men jo ældre jeg blev, fik jeg bekræftet gang på gang, at man altså ikke skal stole på nogen blindt. Man skal passe virkelig meget på, med hensyn til hvem man stoler på. Loyalitet og alt det andet har ikke den samme betydning, som den engang havde.
 Måske er det fordi, vi egentligt ikke vidste hvad loyalitet gik ud på dengang? Da jeg var 15 år gammel, var loyalitet for mig, at min veninde ikke sagde mine hemmeligheder videre til andre, og at hun ikke snakkede om mig bag min ryg. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har venskab en større betydning. En veninde er én, som altid er der for mig. Lige meget hvad tid det er jeg ringer til hende, så skal hun være der for mig. En veninde er én, som græder med mig når jeg er trist, og ikke dømmer mig for hvad jeg har gjort før i tiden. Én, som ikke kun siger hvad jeg vil høre, men også fortæller den barske sandhed når jeg selv vender den anden kind til. Én, som siger tingene som de er for min egen skyld, også selvom jeg ikke vil høre den. Et forhold til en sand veninde, er et forhold man har til sin søster; man kommer til at skændes en del, men man ved, at man kommer over det igen. En veninde i verdensklasse er en veninde, som man ikke kan forestille sig uden. Hvor mange af de veninder har du?