Ja, ved ikke hvor jeg skal begynde. De første fire måneder i 2013 er fløjet afsted. Har haft mine aller sidste terminsprøver, et venskab, som varede syv år sluttede på en meget dramatisk måde, også er jeg blevet gift. Ja, det lyder nok meget mærkeligt, men ja, jeg er en gift kvinde nu. Jeg blev gift med min kæreste gennem 3.5 år, og vi har det skønt. Eller, det havde vi.
Vi har kun været gift i to måneder, og alligevel har vi formået at skændtes mere end et gammelt ægtepar. Jeg synes ikke rigtig, at der har været de helt store forandringer i mit liv, efter jeg blev gift. Det eneste er nok, at jeg ikke ser min familie så tit længere, og at der forlanges mere af mig nu.
Det har gået meget ned ad bakke for os, og jeg tror det skyldes, at min mand ikke helt har fået det ind i hovedet, at vi er gift. Jeg forlanger, at han ikke er ude hele dagen, at han kommer hjem tidligt, og at han gør sit for at få det her ægteskab til at fungere. Men det synes jeg ikke rigtig at han gør. Han lever stadig livet, som han gjorde da vi bare var kærester. Han har ille indset alvoren i at være gift. Og det er så træls. Jeg er på randen til allerede at give op. Jeg har længtes efter at blive gift, men dette var ikke hvad jeg ønskede. Jeg har hverken flere tårer eller kræfter tilbage til at skændtes med ham. Jeg er så træt af det hele. Hvis jeg vidste, at mit liv ville være sådan her, ville jeg ikke ha' sagt ja til at blive gift med ham.
Jeg elsker ham utrolig højt, men jeg elsker mig selv højere. Vil ikke bruge mit liv på, at vente på han skal blive voksen og tage det alvorligt. Vil ikke bruge resten af mit liv på at ligge hver aften og græde over ham. Så vil jeg meget hellere skilles med ham, og græde over et knust hjerte. For som man siger: et knust hjerte heles med tiden. Og jeg skal nok blive lykkelig en dag, med eller uden ham.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar