For at komme til sin destination, må man igennem en masse ting først

Puhaa. Ved ikke hvor jeg skal starte henne. Jeg har været meget deprimeret de sidste par dage. Har ikke været på arbejde i halvanden måned (glæder mig ikke til, at se konsekvenserne for det :s)
Er taknemmelig for, at min familie og jeg har det godt. Vi er sunde og raske, vi har et sted at sove og tag over hovederne. Men det er nok også bare det eneste.
 Jeg vil rigtig gerne finde mig et ordentligt arbejde, hvor jeg tjener en masse penge, så jeg kan hjælpe min mor økonomisk. Hun klarer sig fint, men der er vel altid brug for hjælp. Mine søskende og jeg er opdraget på den måde, at vi hjælper hinanden, specielt min mor. Så det har jeg gjort siden jeg tjente mine egne penge. Men det sidste års tid har jeg hverken gået i skole, eller haft et ordentligt arbejde. (Tjener kun 2000 kr. om måneden), hvilket ikke er nok. Overhovedet.
Så nu vil jeg flytte til indre København for, at arbejde sommeren igennem. Håber og beder til, at jeg får et godt lønnede fuldtidsarbejde. Det ville virkelig betyde alt for mig.
 Og for at gøre det hele værre, har min mand og jeg skændes konstant. Og når vi ikke skændes snakker vi ikke sammen. Vi plejede at være sååå tætte. Virkelig. Vi lavede alt sammen, vi var bedste venner. Vi fjollede hele tiden, der gik ikke én eneste dag, hvor vi ikke grinte hysterisk sammen. Og her på det seneste har det bare gået ned ad bakke. Det er så trist, at det gør ondt på mig. Jeg trækker mig mere og mere væk fra ham, jeg har så meget vrede inde i mig, og jeg aner ikke hvor det kommer fra. Jeg er så ond imod ham, snerre hele tiden ad ham, og skubber ham væk fra mig. Alt dette er ubevidst. Når jeg er vred siger jeg alt muligt uden at tænke mig om. Så når jeg er led mod ham siger jeg alt muligt, også er det først efter, at jeg indser, at det faktisk ikke er okay. Det gør så ondt på mig, når jeg ser hvor ondt han har det. Hans øjnene. Tristheden i hans øjne, det knuser mit hjerte at kigge på mig. Hver gang jeg er led eller siger nogle ting for at såre ham, bliver jeg ked af det. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg siger sådan ting til ham, det er jo ikke for at såre ham bevidst. Det er ikke fordi jeg tænker "nu skal jeg finde på de mest onde ting at sige til ham". Det gør så ondt på mig. Og hver gang jeg er så ubehagelig, altså lige efter jeg har sagt alt muligt til ham, falder der bare tåre ned ad kinderne. Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan, eller hvorfor jeg skal være så ond. Jeg ved, at han snart går fra mig. Jeg kan mærke, at han snart får nok. Og det bebrejder jeg ham ikke for. Hvem vil være sammen med en person, som er sur og vred hele tiden?

 Jeg har prøvet, at finde grunden til al den vrede, men forgæves. Jeg aner virkelig ikke hvor det kommer fra, eller hvorfor jeg skubber ham væk på den måde. Det er jo ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker ikke at gå fra ham, eller at han skal gå fra mig. Det er ham jeg vil være sammen med for altid.
 Min mand og jeg er to vidt forskellige personer. Virkelig, vi er hinandens modsætninger. Plejer det ikke at være en god ting? "Modsætninger tiltrækker hinanden", eller hvad? Jeg vil så meget med mit liv, jeg har en masse planer, uddannelse, jeg vil åbne mit eget bageri, jeg vil have børn, jeg vil købe hus. Jeg vil alt, og jeg kan ikke vente med, at begynde på det hele. Men, min mand er ikke samme sted som mig. Vi vil forskellige ting, og vi prioterere forskelligt. Min mand har ingen livsplaner. Han tænker ikke på fremtiden, som jeg gør. Og det irritere mig ufattelig meget. Han tænker overhovedet ikke på, at der også er en dag imorgen. Han tænker ikke på, at der er regninger, der skal betales hver måned.
Han vil bare tjene sine penge i dag, også bruge dem alle inden dagen er omme. Sådan kan man da ikke leve. Det irritere mig, og måske er det dét, som gør, at jeg er så vred på ham hele tiden. Mit liv ville være meget anderledes uden ham. Både positivt og negativt. Jeg ville flytte for mig selv, tjene mine penge, og komme igang med at gøre mine drømme til virkelighed. Men jeg ville være ensom. Virkelig ensom. Han er den eneste jeg har, og jeg vil aldrig finde én, som vil elske mig, som han gør. Han har virkelig haft tålmodighed med mig. Dét elsker jeg ham utrolig højt for. Han er min eneste ene, så måske er det på tide, at jeg tager en snak med ham om alt det her. For det gør så ondt på mig, og vi er nødt til at løse det før eller siden...