For at komme til sin destination, må man igennem en masse ting først

Puhaa. Ved ikke hvor jeg skal starte henne. Jeg har været meget deprimeret de sidste par dage. Har ikke været på arbejde i halvanden måned (glæder mig ikke til, at se konsekvenserne for det :s)
Er taknemmelig for, at min familie og jeg har det godt. Vi er sunde og raske, vi har et sted at sove og tag over hovederne. Men det er nok også bare det eneste.
 Jeg vil rigtig gerne finde mig et ordentligt arbejde, hvor jeg tjener en masse penge, så jeg kan hjælpe min mor økonomisk. Hun klarer sig fint, men der er vel altid brug for hjælp. Mine søskende og jeg er opdraget på den måde, at vi hjælper hinanden, specielt min mor. Så det har jeg gjort siden jeg tjente mine egne penge. Men det sidste års tid har jeg hverken gået i skole, eller haft et ordentligt arbejde. (Tjener kun 2000 kr. om måneden), hvilket ikke er nok. Overhovedet.
Så nu vil jeg flytte til indre København for, at arbejde sommeren igennem. Håber og beder til, at jeg får et godt lønnede fuldtidsarbejde. Det ville virkelig betyde alt for mig.
 Og for at gøre det hele værre, har min mand og jeg skændes konstant. Og når vi ikke skændes snakker vi ikke sammen. Vi plejede at være sååå tætte. Virkelig. Vi lavede alt sammen, vi var bedste venner. Vi fjollede hele tiden, der gik ikke én eneste dag, hvor vi ikke grinte hysterisk sammen. Og her på det seneste har det bare gået ned ad bakke. Det er så trist, at det gør ondt på mig. Jeg trækker mig mere og mere væk fra ham, jeg har så meget vrede inde i mig, og jeg aner ikke hvor det kommer fra. Jeg er så ond imod ham, snerre hele tiden ad ham, og skubber ham væk fra mig. Alt dette er ubevidst. Når jeg er vred siger jeg alt muligt uden at tænke mig om. Så når jeg er led mod ham siger jeg alt muligt, også er det først efter, at jeg indser, at det faktisk ikke er okay. Det gør så ondt på mig, når jeg ser hvor ondt han har det. Hans øjnene. Tristheden i hans øjne, det knuser mit hjerte at kigge på mig. Hver gang jeg er led eller siger nogle ting for at såre ham, bliver jeg ked af det. Jeg ved virkelig ikke hvorfor jeg siger sådan ting til ham, det er jo ikke for at såre ham bevidst. Det er ikke fordi jeg tænker "nu skal jeg finde på de mest onde ting at sige til ham". Det gør så ondt på mig. Og hver gang jeg er så ubehagelig, altså lige efter jeg har sagt alt muligt til ham, falder der bare tåre ned ad kinderne. Jeg ved ikke hvorfor jeg er sådan, eller hvorfor jeg skal være så ond. Jeg ved, at han snart går fra mig. Jeg kan mærke, at han snart får nok. Og det bebrejder jeg ham ikke for. Hvem vil være sammen med en person, som er sur og vred hele tiden?

 Jeg har prøvet, at finde grunden til al den vrede, men forgæves. Jeg aner virkelig ikke hvor det kommer fra, eller hvorfor jeg skubber ham væk på den måde. Det er jo ikke det jeg ønsker. Jeg ønsker ikke at gå fra ham, eller at han skal gå fra mig. Det er ham jeg vil være sammen med for altid.
 Min mand og jeg er to vidt forskellige personer. Virkelig, vi er hinandens modsætninger. Plejer det ikke at være en god ting? "Modsætninger tiltrækker hinanden", eller hvad? Jeg vil så meget med mit liv, jeg har en masse planer, uddannelse, jeg vil åbne mit eget bageri, jeg vil have børn, jeg vil købe hus. Jeg vil alt, og jeg kan ikke vente med, at begynde på det hele. Men, min mand er ikke samme sted som mig. Vi vil forskellige ting, og vi prioterere forskelligt. Min mand har ingen livsplaner. Han tænker ikke på fremtiden, som jeg gør. Og det irritere mig ufattelig meget. Han tænker overhovedet ikke på, at der også er en dag imorgen. Han tænker ikke på, at der er regninger, der skal betales hver måned.
Han vil bare tjene sine penge i dag, også bruge dem alle inden dagen er omme. Sådan kan man da ikke leve. Det irritere mig, og måske er det dét, som gør, at jeg er så vred på ham hele tiden. Mit liv ville være meget anderledes uden ham. Både positivt og negativt. Jeg ville flytte for mig selv, tjene mine penge, og komme igang med at gøre mine drømme til virkelighed. Men jeg ville være ensom. Virkelig ensom. Han er den eneste jeg har, og jeg vil aldrig finde én, som vil elske mig, som han gør. Han har virkelig haft tålmodighed med mig. Dét elsker jeg ham utrolig højt for. Han er min eneste ene, så måske er det på tide, at jeg tager en snak med ham om alt det her. For det gør så ondt på mig, og vi er nødt til at løse det før eller siden...

a soul without a face?

Hey bloggen. De sidste par dage har været normale. Der er ikke rigtig sket noget nyt.
 Her for nylig kom jeg i kontakt med en gammel veninde, som jeg var meget tæt med engang. Hun var det tætteste, jeg kom på en veninde, og vi havde det rigtig godt sammen. Vi stod ved hinandens side gennem tykt og tynd, og vi vidste altid hvor vi havde hinanden henne. Men som vi blev ældre ændrede vi os begge, og til sidst havde vi ikke særlig meget tilfælles længere. Det kom til et punkt, hvor vi ikke længere havde noget at snakke om, og vi havde ikke længere de samme interesser. Her for nogle uger siden kontaktede hun mig så, og vi faldt i snak. Man skulle tro, at der ikke var sket noget mellem os. Der var ingen akavede øjeblikke, eller noget som helst. Det var faktisk rigtig rart. Jeg havde min gamle veninde tilbage igen, og det føltes skønt. Grunden til, at hun var så vigtig en person i mit liv var, at vi var rigtig tætte. Hun vidste alt om mig og omvendt. Vi kunne altid ringe til hinanden, hvis vi havde problemer eller noget. Hun var virkelig en veninde i verdensklasse, og jeg er glad for, at hun er tilbage i mit liv igen.

 Min gamle veninde kendte mig rigtig godt, jeg var en nøgen sjæl foran hende, og der var ikke ret mange ting jeg kunne holde skjult for hende. Hun var den der kendte mig allerbedst, hun kendte mig ind og ud. Af alle de veninder jeg havde, var det kun hende, som egentligt kendte mig. Selvfølgelig vidste mine veninder en del om mig, såsom hvad der ville sætte mit pis i kog, og hvilke knapper man skal trykke på, hvis man ville gøre mig overlykkelig. De kendte mig overfladisk, hvis man sige det på den måde. For de vidste ikke rigtig hvad der foregik i hovedet på mig, de kendte ikke til mine dybe hemmeligheder, eller mine følelser. For dem følte jeg mig bare som et ansigt uden sjæl.
De kendte mig jo egentligt ikke.

Jeg har aldrig fortalt mine dybe følelser til nogle, udover min gamle veninde. Jeg snakkede aldrig om mine følelser, det var noget privat, som ingen havde behov for at høre om. Jeg har altid været et menneske, som skjulte mine følelser. Plejede aldrig at græde foran nogen, eller fortælle nogen at jeg var trist og ked af det. Det kunne aldrig falde mig ind. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at jeg er en meget privat person, og en meget stærk person. Min familie og venner ved, at jeg er typen der ikke tager lort fra nogle, og ikke er bange for, at sige min mening. De ville blive meget overrasket over at høre, at jeg nemt bliver ked af det, og at jeg er meget følsom.

Dette fik mig til at tænke: hvor godt kender vi egentligt hinanden? Nu til dags begynder folk virkelig at tænke på sig selv, der er ikke længere noget, der hedder venskab og loyalitet. Jeg har gang på gang oplevet, at en veninde jeg stolte på forrårede mig. Jeg har oplevet, at mine veninder blev forrået af deres veninder. Hvad sker der for det? Er det ikke ens veninder, som betyder allermest? Venskaber er ikke hvad det har været. Måske er det på grund af vores alder? Altså, jo ældre jeg bliver, jo mindre stoler jeg på folk. Forstå mig ret. Da jeg var omkring de 15 år gammel, stolte jeg blindt på mine veninder. De ville da aldrig forråde mig, bagtale mig, eller vende mig ryggen. Vi skulle da være bedsteveninder for altid. BFF's. Men jo ældre jeg blev, fik jeg bekræftet gang på gang, at man altså ikke skal stole på nogen blindt. Man skal passe virkelig meget på, med hensyn til hvem man stoler på. Loyalitet og alt det andet har ikke den samme betydning, som den engang havde.
 Måske er det fordi, vi egentligt ikke vidste hvad loyalitet gik ud på dengang? Da jeg var 15 år gammel, var loyalitet for mig, at min veninde ikke sagde mine hemmeligheder videre til andre, og at hun ikke snakkede om mig bag min ryg. Men nu hvor jeg er blevet ældre, har venskab en større betydning. En veninde er én, som altid er der for mig. Lige meget hvad tid det er jeg ringer til hende, så skal hun være der for mig. En veninde er én, som græder med mig når jeg er trist, og ikke dømmer mig for hvad jeg har gjort før i tiden. Én, som ikke kun siger hvad jeg vil høre, men også fortæller den barske sandhed når jeg selv vender den anden kind til. Én, som siger tingene som de er for min egen skyld, også selvom jeg ikke vil høre den. Et forhold til en sand veninde, er et forhold man har til sin søster; man kommer til at skændes en del, men man ved, at man kommer over det igen. En veninde i verdensklasse er en veninde, som man ikke kan forestille sig uden. Hvor mange af de veninder har du?

For svag?

Hvordan afgøre man, om ens forhold er kommet til en ende? At det er tid til at gå fra sin partner? Jeg er så forvirret, at det gør ond. Intet forhold er perfekt, intet forhold er en dans på roser - det er jeg klar over. Men hvor meget er 'normalt', når det kommer til at skændes i et forhold? Har tit fået nok af det hele, pakket mine ting og sagt mine sidste ord. Men er altid kommet tilbage, for jeg elsker ham mere end noget andet. Hver gang jeg har fået nok, tænker jeg klart: det her går simpelthen ikke. Men han har altid været god med ord, og har altid været god til at snakke sig tilbage til mig. Ved godt jeg ikke burde tage tilbage til ham, at nok er nok, men jeg kan ikke uden ham. Det gær ondt på mig bare at tænkte på et liv uden ham. Er jeg for svag? Tit føler jeg, at jeg fortjener bedre og ikke er lykkelig. Men er gået hen og blevet afhængig af ham. Har brug for ham, og det er det jeg hader. At jeg ikke kan uden ham. Tja, så er jeg vel svag... Ville ønske jeg bare kunne være stærk nok til, at gå fra ham permanent. Men det kan jeg ikke...

No words

Ved ikke hvor jeg skal begynde. Mit liv de sidste par uger har været hektiske. Har arbejdet en hel del - både morgen og aften. Har arbejdet to steder på en dag, så har været helt udmattet om aftnen efter arbejde, og faldt i søvn blot to timer efter. Det har taget hårdt på mit ægteskab med min mand. Vi har ikke tid til hinanden længere (han laver ikke noget specielt, er bare aldrig hjemme), og når vi endelig er sammen om aftenen, er en af os for udmattet og falder i søvn. Vi har ikke haft en normal samtale i ugevis, kan ikke huske hvornår vi sidst snakkede sammen som vi plejede at gøre. Det er blevet så slemt, at jeg ikke aner hvad jeg skal snakke med ham om, når vi endelig er sammen.
Vi har skændes utrolig sammen de sidste par uger, jeg pakkede mine ting og tog hjem til min mor, fordi vi bare ikke kunne sammen. Har ikke kunnet koncentrere mig på arbejdet eller når jeg var sammen med veninderne eller familien, fordi problemerne mellem min mand og jeg. Så det hele har bare været utrolig svært for mig. Der er ikke én dag, hvor jeg ikke har grædt. Har snakket med ham, og vi fik løst vores problemer (sådan cirka), og vi har ikke skændes i to dage nu (to dage er meget lang tid for os!!), så alt burde være perfekt. Men det er det ikke. Er så ked af det, og ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Vores forhold er bare ikke som det har været, og det gør utrolig ondt på mig. Det jeg elskede ham allermest for, var st vi kunne snakke sammen om alt, at vi kunne bruge flere timer på at snakke sammen. At vi fortalte hinanden alt. Han var min bedste ven, havde ikke brug for andre end ham. Og nu skal jeg tvinge mig selv til at snakke med ham, for der er intet at sige. Han er så optaget af alt muligt andet, at han ikke mærker den akavede stemning mellen os. Jeg er seriøst så trist. Det er ikke det samme mellem os, og det dræber mig. Hvad er der tilbage, hvis vi ikke kan snakke sammen?

Preggers?????

Hey bloggen. Jeg har været syg de sidste par dage, og har bare ligget i sengen og set film for det meste. Jeg har haft en underlig trang til alle mulige ting. Stod op en morgen, og havde lyst til frugtsalat. Dagen efter havde jeg utrolig meget lyst til lagkage, og en masse flødeskum. Det underlige er så, at jeg slet ikke kan lide flødeskum! De sidste par dage har jeg haft lyst til noget saltet. Spiser agurker med salt, appelsiner med lidt salt drysset på. Ved ikke hvad der sker for mig. Prikken over i'et er, at jeg har haft kvalme!!! Der går ikke én dag hvor jeg ikke har kvalme. Ååååååååh, har en tid hos lægen om tre dage, er spændt på hvad han siger.

Nå, men nu vil jeg smutte hen og spise den (u)lækre lagkage, som min mand har lavet til mig. Den ser lækker ud, men flædeskummet ødelægger lidt det hele. Nå, men nu skal jeg hygge med min skat. Mys myyyyys

Trist

Fortryder de sidste fire måneder af mit liv. Fortryder, at jeg var så ivrig efter, at tilbringe resten af mit liv med ham. Ville ønske, at de sidste to måneder bare var en drøm. Et mareridt, som jeg snart ville vågne fra...

Hverken tåre eller kræfter tilbage

Ja, ved ikke hvor jeg skal begynde. De første fire måneder i 2013 er fløjet afsted. Har haft mine aller sidste terminsprøver, et venskab, som varede syv år sluttede på en meget dramatisk måde, også er jeg blevet gift. Ja, det lyder nok meget mærkeligt, men ja, jeg er en gift kvinde nu. Jeg blev gift med min kæreste gennem 3.5 år, og vi har det skønt. Eller, det havde vi.
Vi har kun været gift i to måneder, og alligevel har vi formået at skændtes mere end et gammelt ægtepar. Jeg synes ikke rigtig, at der har været de helt store forandringer i mit liv, efter jeg blev gift. Det eneste er nok, at jeg ikke ser min familie så tit længere, og at der forlanges mere af mig nu.
Det har gået meget ned ad bakke for os, og jeg tror det skyldes, at min mand ikke helt har fået det ind i hovedet, at vi er gift. Jeg forlanger, at han ikke er ude hele dagen, at han kommer hjem tidligt, og at han gør sit for at få det her ægteskab til at fungere. Men det synes jeg ikke rigtig at han gør. Han lever stadig livet, som han gjorde da vi bare var kærester. Han har ille indset alvoren i at være gift. Og det er så træls. Jeg er på randen til allerede at give op. Jeg har længtes efter at blive gift, men dette var ikke hvad jeg ønskede. Jeg har hverken flere tårer eller kræfter tilbage til at skændtes med ham. Jeg er så træt af det hele. Hvis jeg vidste, at mit liv ville være sådan her, ville jeg ikke ha' sagt ja til at blive gift med ham.
Jeg elsker ham utrolig højt, men jeg elsker mig selv højere. Vil ikke bruge mit liv på, at vente på han skal blive voksen og tage det alvorligt. Vil ikke bruge resten af mit liv på at ligge hver aften og græde over ham. Så vil jeg meget hellere skilles med ham, og græde over et knust hjerte. For som man siger: et knust hjerte heles med tiden. Og jeg skal nok blive lykkelig en dag, med eller uden ham.